Lyby Cider House
Lyby Cider House er et familiedrevet cideri på Amager, med Troels Lyby og hans to ældste børn, Johannes og Klara Lyby, i front. Projektet startede i 2020, hvor de første økologiske æbler fra Fejø blev læsset af i garagen, og æblekværnen fik strøm. Først da æblerne var læsset af i indkørslen, stod det klart, at der nok var brug for flere hænder, og familieprojektet er derfor blevet udvidet til et kollektiv med den øvrige familie og venner!
Vi har en stor forkærlighed for vin og produktionen af det. Det danske klimas begrænsninger for dyrkningen af druer til vinproduktion vækkede nysgerrigheden for alternativer, og pludselig stod det klart - vi skal lave æblecider!
Kvalitet er et nøgleord, og vi går ikke på kompromis. Målet er at skabe en æblecider, som får munden til at løbe i vand. Derfor eksperimenterer vi med alle tænkelige metoder og fremgangsmåder samt sorter og sammensætninger af dem. Vi har hvert enkelt æble i hånden, og kun den bedste frugt bliver sendt videre i samlebåndet, som vi styrer fra æblet på træet til cider i flasken.
Vi bestræber os efter at være ordentlige mod miljøet og bruger derfor kun lokale, økologiske æbler. Vi bruger et absolut minimum af strøm og vand, og æble pulpen bliver brugt som hønsefoder på en lokal, økologisk bondegård.
Vi uddanner os konstant i at blive dygtigere. Udover viden igennem sommelieruddannelser fra WSET og Vinakademiet deltager vi i kurser, primært i udlandet, som udvider vores horisont, og giver os et nuanceret billede af cider verdenen. Vi allierer os med fagfolk, som udfordrer vores metoder, og guider os i smag og udtryk.
Vi håber, det smager jer - skål!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes